Fire regioners indkøb af ambulancer underkendt i klagenævn
Flere regioner er i gang med at hjemtage dele af ambulancekørslen, og derfor blev der i februar indgået en rammeaftale mellem VW-importøren Skandinavisk Motor og Region Midtjylland, Hovedstaden, Sjælland og Nordjylland om levering af nye ambulancer. En aftale, som har en anslået værdi på 480 mio. kr.
Men aftalen er nu annulleret af Klagenævnet for Udbud, efter at en anden tilbudsgiver, MAN Truck & Bus Danmark A/S, havde klaget.
Klageren får nemlig medhold i, at tilbuddet fra Skandinavisk Motor ikke opfyldte et af mindstekravene i udbuddet, som handlede om, at der skulle være luftaffjedring i undervognene.
Skulle have afvist tilbuddet
Regionerne har forklaret, at kravet var accepteret, men blot ikke beskrevet i tilbuddet. Men ifølge klagenævnet var der beskrevet en anden type affjedring på de tilbudte køretøjer, og dermed levede tilbuddet ifølge klagenævnet ikke op til kravene.
"Regionerne var som følge heraf forpligtede til ikke at tage tilbuddet fra Skandinavisk Motor Co. A/S i betragtning. Det, regionerne har anført, herunder dels om mulighed for at eftermontere luftaffjedring, dels om hvilke leveringsforpligtelser der følger af den indgåede kontrakt, ændrer ikke herved," hedder det i afgørelsen.
Derfor annulleres kontrakten.
Det klagende firma får til gengæld ikke medhold i, at det fejlagtigt fik afvist sit eget tilbud af regionerne. Det blev afvist, fordi tilbuddet efter regionernes vurdering ikke levede op til et krav om at desinficere bårerummet, men kun ville rense luften i rummet.
Udover annulleringen af kontrakten har klagenævnet pålagt de fire regioner at betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til MAN Truck & Bus Danmark.
Læs hele afgørelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.